I skoven blev der gilde...
Det blev en festdag i Rakkeby, da hele byen lørdag d. 8. oktober 2005 indviede SPEJDERSKOVEN. Det er meget længe siden at så mange – ca. 175 – har været samlet om noget i Rakkeby. På den fælles travetur gennem skoven stod de første – spejderne med fanen – på kælkebakken, da de sidste forlod Spejdergården, og fra bakken kunne den lange række mennesker ses bugte sig mellem træerne på de 3 hektar. Det kan kun tolkes som opbakning og glæde over projektet, - og stor lyst til at tage dette nye, grønne rum i besiddelse.
750 træer, 30 spader, - og en plan.
Lørdag formiddag var der indbudt til et par plant-selv-timer. En del af projektets økonomi er, at vi selv arbejder med. Efter fælles formiddagskaffe blev der så dannet plantehold. ”Vi har en plan”, sagde projektgruppen, og sendte i alt 80 – store og små – ud i terrænet: Der var plantehold til birk, til nåletræer, til skovbryn, til løvtræer, og en times tid senere var det sidste træ i jorden, og alle spader blanke.
Sang og seksfoldigt, synkront snoreklip.
Klokken 12 var så den officielle indvielse. Med spejderne som grønt midtpunkt samledes vi på pladsen ved Spejdergården. – Ca. 175 mennesker, og med gæster fra nabolandsbyerne, kommunalbestyrelsen, forvaltningen, spejdergrupper, entreprenørerne m.fl.
Projektgruppen bød velkommen, og ledsaget af violin og harmonika blev den nye skovsang afsunget på melodien ”I skoven skul´ vær´ gilde”, hvori det bl.a. hed: ”...Må hver en sten og bakke, hver en sø og hvert et træ, nu blive folk i Rakkeby til lykke og til læ”.
I sin indvielsestale noterede Jan Glenstrup, at hele skovprojektet har været landsbyarbejde, når det er bedst: Et stærkt lokalt ønske om skov bliver på fællesmøder til et projekt, som så realiseres med alle gode kræfters medvirken. Der er både kommunale kroner og EU-midler og Hedeselskabet og Sejlstrup Entreprenørforretning i skoven – og tak for det - men der er også masser af Rakkeby-timer, knofedt, frivillige bidrag og lokal maskinhjælp, og det gør det til vores egen skov.
Og så blev den røde snor ind til skoven klippet. Med en enestående saks, fabrikeret til anledningen: Seks sakse synkroniseret på en stålstang, så 3 spejdere og 3 børn fra Børnehaven Solstrålen på én gang kunne klippe snoren. Det er aldrig set før!
Og derefter – i det smukke efterårsvejr og 19 graders varme – en travetur gennem skoven, efter et skovkort, som eleverne fra Rakkeby Skole havde tegnet: Forbi tænkesten til kælkebakke og frugtlund og tilbage forbi skovsøen og skovtursbænkenpå næsset, og forbi formiddagens nyplantning og den nye indkørsel, hvor der netop er blevet etableret belysning. Og så trådte forsyningstropperne i funktion med sandwich, pølser og brød samt øl/vand.
Hvad er en landsbytosse?
Netop som projektgruppen troede, at nu var programmet slut, tog beboerforeningens formand, Helge Jensen, ordet, og proklamerede, at foreningen ville udnævne en landsbytosse i Rakkeby. Det skulle være Jan Glenstrup, men i betydningen ”at være tosset med landsbyer”. Og så var der blomster og gave, og Jan Glenstrup skyndte sig at dele æren med det ”tosse-kollektiv”, som han jo havde været en del af.
Derefter tog borgmester Knud Rødbro ordet. Han overbragte kommunalbestyrelsens hilsen og ønskede Rakkeby tillykke. Og glædede sig over det landsbyarbejde, som i de sidste 4-5 år er groet frem i kommunen, - over de store frivillige kræfter, der er frigjort og det sammenhold, der er skabt. – Det kan/bør blive model for landdistriktsarbejdet i Ny Hjørring kommune.
Det blev en rigtig god og vellykket dag, og det vil Projektgruppen gerne takke alle for.
|